Pressemeddelelse 2017


Limfjorden Rundt for 30. gang

 

Når sejladsen for gamle træskibe starter i Løgstør mandag 11. september 2017 er det den 30. udgave af kappestriden rundt på Limfjorden. Et efterhånden stort arrangement der strækker sig fra Løgstør til Thisted, Struer, Nykøbing Mors og Fur, for at slutte i Skive lørdag den 16. september.

Byerne der besøges rundt om i fjorden sørger alle for at servicere de op mod 700 deltagere på de 63 gamle træskibe der deltager. Der er sket en stor udvikling i deltagerantallet siden første sejlads i 1988, hvor 6 både for første gang tog turen rundt i fjorden. Af de oprindelige 6 deltagere har 4 af dem været tilmeldt alle forudgående 29 gange, og er også tilmeldt i år.
Så skibene Fulton, Jens Krogh, Hermes og Marilyn Anne kan sammen med selve begivenheden fejre 30 års jubilæum. I alt har ca. 235 forskellige skibe deltaget gennem årene, af disse har 66 kun deltaget én gang.

Netop fordi det er jubilæumssejlads er der gjort ekstra meget ud af de festligheder der hvert år sætter sit præg på havnene når de vindblæste deltagere ankommer. Mange steder er der allerede fra frokost arrangeret festivitas langs havnekajerne, hvor byens befolkning gerne bakker op om den gode begivenhed. Det er et flot syn, når de mange sejlskibe anløber havnene, og i bedste fald gør det for sejl. En del folk nyder det nostalgiske syn når havnen for en sjælden gangs skyld er fyldt med skibe. En del af disse skibe indbyder endvidere også publikum til at komme om bord, for at få et kig på, hvordan livet ombord på et træskib tager sig ud.

Der ligger også en stor formidlingsopgave for disse træskibe, der vidner om den store maritime tradition Danmark har, men som nu i sjælden grad bevæger sig ind i Limfjorden.

Skibene er meget forskellige i størrelse – fra det åbne havskib ”Thomas” hvor deltagerne ikke har plads til overnatning om bord, men må sove i telt på havnen, til de største skonnerter, med 20-30 deltagere der alle har køjeplads.

Hver aften er der fællesspisning for besætninger hvor der typisk også uddeles etapepræmier.

Som noget nyt i år, i anledning af jubilæet inviteres ikke-sejlere ind i teltet i Skive, når spisning og præmieuddeling har fundet sted. Kom og få en svingom og en god snak med folk fra besætningerne.

I Skive er det foreningen ”Limfjorden Rundt” der arrangerer festen. Denne forening støtter op om selve sejladsen, ved at samle træskibsentusiaster i en forening, og har bl.a. indført en specialpris der uddeles ved afslutningsfesten.

 

Spørgsmål kan stilles til arrangøren gennem 29 år, Niels Sohn, tlf. 29 44 50 13.

 

Sjove fakta:

Se http://limfjordenrundt.dk/historik/ hvor der er samlet lidt historik for de 29 års sejladser.

 

Etaper:

  1. Tirsdag 12. september – Løgstør -> Thisted
  2. Onsdag 13. september – Thisted -> Struer
  3. Torsdag 14. september – Struer – Nykøbing Mors
  4. Fredag 15. september – Nykøbing Mors -> Fur
  5. Lørdag 16. september – Fur -> Skive

 

Se http://limfjordenrundt.dk/ for dagsprogrammer, og aktiviteter i havnene.

 

Diverse oplysninger:

 

Løgstør – mandag 11. september

  • De fleste deltagere ankommer i løbet af mandagen til Løgstør. Mange har brugt weekenden i Aalborg, der normalt har arrangementer mm på havnen. (ikke en del af LR).
  • Byen gør meget ud af samle aktiviteter på havnen. Byen afholder ”Maritim Fest” med mange aktiviteter.
  • Motorcykel- og veteranbilstræf på havnen.
  • Fællesspisning i telt på havnen for både besætninger og motorcykelfolk.

 

1. etape Løgstør -> Thisted – tirsdag 12. september

  • Afgang Løgstør 8.30
  • Muligheder fra land: Feggesund
  • Ankomst Thisted: Ml. 15-16

 

2. etape Thisted -> Struer – onsdag 13. september (længste etape)
(vest om Mors, dvs. mellem Mors og Thy)

  • Afgang Thisted 8.00
  • Muligheder fra land:
    • Gennemsejling ved Vildsund.
      Vildsundbroen passeres årligt af ca. 3000 skibe. 2 % af disse kommer igennem i forbindelse
      med Limfjorden Rundt. Opgjort i 2012 ved 25 års jubilæet. Ikke alle passerer på én gang. Der lukkes et par gange for at afvikle trafikken.
    • Børnehuset i Vestvildsund plejer at stå på græsplænen og vinke til skibene.
      Et par af skibene sejler helt tæt på og kaster forskellige effekter ind til børnene.
      Somme tider leger de piratskib og skyder kanonen af.
    • Neessund / Doverodde
    • Jegindø
    • Venø
  • Ankomst Struer: Ml. 16-17

3. etape Struer -> Nykøbing Mors – torsdag 14. september

  • Afgang Struer 9.00
  • Muligheder fra land:
    • Venø
    • Kaas hoved
    • Nymølle (Gl. teglværk)
    • Sallingsundbroen
    • Glyngøre
  • Ankomst Nykøbing: Ca 15.

 

4. etape Nykøbing Mors -> Fur – fredag 15. september (korteste etape)

  • Afgang Nykøbing 9.00
    • En del børn fra Nykøbings børnehaver plejer at være på kajen ved afsejling.
  • Muligheder fra land:
    • Kystlinjen ved Fur
    • – Færkeroddevej (Nord-Øst tappen på Fur)
    • Branden – færgelejet på Salling siden.
  • Ankomst Fur 15-16

 

 

5. etape Fur -> Skive – lørdag 16. september

  • Afgang Fur 9.00
  • Muligheder fra land:
    • Sundsøre-Hvalpsund
    • Lundø
  • Ankomst Skive 14-15
  • Fællesspisning – som nyt i år i telt på havnen.
  • Præmieuddeling.
  • Jubilæumsfest med offentlig adgang.

 

Generelt

  • I alle havne er der fællesspisning, hvor en række lokale har sørget for borddækning mm.

 

 

Pressemeddelelse udsendt til diverse medier primo september 2017.